Støtteforeningen for mennesker med PTSD og pårørende
Foreningens formål er:
1.
At søge midler til at støtte og gennemføre frivilligt arbejde for mennesker med PTSD og deres pårørende.
2.
At skabe et fællesskab for mennesker med PTSD og deres pårørende.
3.
At igangsætte initiativer og aktiviteter, der støtter mennesker med PTSD og deres pårørende, herunder at afholde temadage og kurser om PTSD.
1. Frivilligt arbejde for mennesker med PTSD
Bestyrelsen og andre tilknyttede frivillige arbejder løbende på at udvikle foreningens tilbud til målgruppen. Dette sker ved at søge økonomisk støtte fra forskellige fonde og puljer, og derved skabe mulighed for at igangsætte aktiviteter.
2. Fællesskab for mennesker med PTSD og deres pårørende
I tilknytning til foreningens lokaler arrangeres forskellige sociale aktiviteter for målgruppen, foreningens medlemmer, pårørende og andre interesserede. Foreningen kommer til at fungere som et netværk for medlemmerne, der kan finde et fællesskab med ligesindede.
Alle foreningens aktiviteter er åbne for alle medlemmer at deltage i, under forudsætning af, at foreningens formål tilgodeses. Det vil sige, at aktiviteter og arrangementer foregår på en rolig og afpasset facon, der imødekommer medlemmernes individuelle udfordringer.
3. Information og oplysning om PTSD til målgruppen og andre interesserede
Der vil løbende blive udarbejdet relevant informationsmateriale, som dels beskriver udfordringerne ved at leve med en PTSD-diagnose, og dels omhandler forslag og idéer til håndtering af PTSD.
Foreningen ledes af en professionel bestyrelse:
Søren Oht:
Bestyrelsesformand
Naturterapeut, uddannet lærer, undervisningserfaring gennem mange år. Tidligere elektriker og elektroniktekniker. Har været sergent ved Dronningens Livregiment.
Morten Kanstrup Jensen:
Direktør for Last Mile, i området Nord- og Østjylland i PostNord. Desuden flere chefjobs i PostNord gennem 25 år. 6 års erfaring fra Hæren, primært Militærpolitiet, Premierløjtnant og reserveofficer.
Esben Knudsen:
Naturterapeut og pædagog med erfaring indenfor det special- og socialpædagogiske område. Konsulentopgaver indenfor implementering af mentaliserings-baserede tilgange. Oprindelig uddannet klejnsmed. Har aftjent sin værnepligt ved Jyske Dragonregiment.
Jannie Lund
Kasserer i foreningen
Uddannet socialrådgiver med mange års erfaring indenfor socialt arbejde med mennesker i udsatte positioner.
Michael
Tekst kommer snart
Anette Thomsen:
Brugerrepræsentant i bestyrelsen. Har en PTSD-diagnose. Pædagog med efteruddannelse i PAS (Pædagogisk Analyse System), og DISPUKs narrative grunduddannelse. Har samlet 20 års erfaring fra det socialpsykiatriske område.
Nyheder:
Overrækkelse af gavecheck fra Eurowind Energy
Den 10. juni 2024 fik foreningen overrakt en check på samlet kr. 150.000 fra Thorup-Slettens lokale vindpulje, som skal anvendes til at indrette to værksteder til foreningens medlemmer.
Samlet foto af alle bidrags-modtagerne, som nr. 4 fra venstre, i forreste række, ses Anette fra bestyrelsen med foreningens check på kr. 150.000
Nyheder information:
Ro-givende aktiviteter for mennesker med PTSD
PTSD står for: ’Post Traumatisk Stress Disorder (forstyrrelse)’. PTSD er en voldsom belastningsreaktion, som kan opstå som følge af et enkelt traume, og/eller den samlede påvirkning af flere gentagne traumer. Det ses ofte hos fx tidligere udsendte soldater, politi, vagt- eller fængsels-personale, men også pædagoger eller andre, der møder voldsomme udadreagerende mennesker i forbindelse med deres arbejde, er særligt udsatte.
PTSD optræder også i forbindelse med at være vokset op i en dysfunktionel familie præget af misbrug, vold, psykisk sygdom og lignende. Ligesom personer, der har været udsat for vold eller overgreb ofte kan udvikle PTSD.
Fælles for de mennesker, der har PTSD er, at de har et beskadiget nervesystem, der er ekstremt letpåvirkeligt, og meget følsomt overfor forskellige stimuli. Det er individuelt, hvad der kan ’trigge’ PTSD’en, men mange har det svært med høje lyde, nye og ukendte omgivelser, større grupper, pludselige bevægelser og specifikke genstande og andet, der relaterer til traumet.
Der er omtrent 50.000 PTSD-ramte personer i Danmark, og mange anslår, at op mod 2-3% af befolkningen har PTSD-lignende udfordringer.
Støtteforeningens primære formål er at hjælpe mennesker med PTSD. Dette ønsker foreningen at gøre ved dels at skabe mulighed for en vifte af ro-givende aktiviteter, og dels fungere som et støttende netværk. Desuden vil støtteforeningen arbejde på at opbygge en vidensbank, hvor særligt interesserede kan opsøge viden om PTSD og forskellige behandlingstilgange.
Natur
Foreningens bestyrelse rummer flere relevante faglige kompetencer, bl.a. pædagogiske og terapeutiske. To af bestyrelsens medlemmer er naturterapeuter, og kan bidrage med forskellige helende aktiviteter i naturen.
Naturen i sig selv er beroligende og gavnlig for alle mennesker, men især PTSD-ramte har en god effekt af at opholde sig i naturen. Naturen er en kilde til sanselige oplevelser, der kan virke dybt beroligende på menneskets sind og krop. De naturlige elementer har en unik evne til at fremkalde en følelse af ro. Suset fra træernes blade, fuglenes sang og rislen fra bække kan virke meditativt.
Støtteforeningen har et håb om, på sigt, at kunne tilbyde forskellige outdoor-aktiviteter, vandreture, overnatning, fiskeri og sejlture i kano og kajak. Der er også et ønske om at kunne arrangere vinterbadning og sauna, som er gode aktiviteter for et beskadiget nervesystem.
Meditation, mindfulness og yoga
Foreningen vil gerne arbejde hen mod at kunne give medlemmerne forskellige tilbud om guidet meditation, og forskellige yoga-arrangementer. Meditation kan hjælpe med at berolige nervesystemet og reducere symptomer på stress og angst, som ofte er forbundet med PTSD. Mange oplever, at det også kan hjælpe dem med at blive mere opmærksomme på deres tanker og følelser uden at blive overvældet af dem. Dette kan hjælpe PTSD-ramte med at identificere og håndtere triggere på en mere konstruktiv måde. Regelmæssig praksis af meditation kan hjælpe med at reducere frekvensen og intensiteten af flashbacks og genoplevelser af traumatiske begivenheder. Dette sker ved at styrke evnen til at være til stede i nuet og reducere den mentale og fysiske respons på disse minder.
PTSD-ramte personer kan opleve dissociation eller følelsesløshed i forhold til deres krop. Yoga hjælper med at øge kropsbevidstheden og forbinde sind og krop på en måde, der kan hjælpe med at genoprette en følelse af kontrol og tilstedeværelse. PTSD kan føre til en konstant følelse af alarmberedskab (hyperarousal). Yogaens åndedrætsøvelser og meditative aspekter kan hjælpe med at reducere denne hyperarousal og fremme en følelse af indre ro.
Sociale fællesskaber, netværk med ligesindede.
Det er støtteforeningens mål, at alle bliver mødt med rummelighed og forståelse for den situation, den enkelte står i. At være sammen med andre, der også har udfordringer med PTSD, kan være en stor hjælp, da det giver mulighed for erfaringsudveksling og en større indsigt omkring, og accept af, egne vanskeligheder.
Mange PTSD-ramte har længe følt, at de stod alene med deres problem. Kompleks PTSD er først blevet anerkendt i 2022 med indførelsen af ICD-11, men mange oplever stadig manglende forståelse for deres PTSD-problematik. Det at være en del af et fællesskab omkring PTSD-lidelserne giver den enkelte et tilhørsforhold, hvor de kan møde anerkendelse og forståelse. Det er vigtigt at have et trygt sted, hvor man ikke behøver at forklare, hvorfor man har det svært, men bare bliver accepteret som man er. Det er støtteforeningens ønske at komme til at fungere som dette trygge fællesskab for foreningens medlemmer.
Foreningens vedtægter:
Foreningens navn:
Støtteforeningen for mennesker med PTSD og pårørende
1. Formål
Foreningens formål er:
– At søge midler til at støtte og gennemføre frivilligt arbejde for mennesker med PTSD og deres pårørende.
– At skabe et fællesskab for mennesker med PTSD og deres pårørende.
– At igangsætte initiativer og aktiviteter, der støtter mennesker med PTSD og deres pårørende, herunder at afholde temadage og kurser om PTSD.
Foreningen ønsker at samarbejde med andre foreninger, sammenslutninger og initiativer, offentlige og private, der støtter mennesker med PTSD og deres pårørende.
2. Hjemsted
Bygholmvejlevej 374, Gøttrup, Fjerritslev
3. Medlemmer
Foreningen er åben for alle med interesse for foreningens arbejde.
**Eksklusion**
Medlemmer, der har en adfærd, som er uforenelig med foreningens formål og virke, kan ekskluderes ved flertalsbeslutning i bestyrelsen.
4. Kontingent
Som medlem betaler man et årligt kontingent på 100 kr. Kontingentet betales inden generalforsamling.
Hvis et medlem kommer i restance med mere end ét års kontingent, udmeldes vedkommende af foreningen.
5. Generalforsamling
Foreningen afholder årligt en ordinær generalforsamling inden udgangen af februar måned.
Der indkaldes til generalforsamling med 14 dages varsel via opslag på foreningens Facebook-side. Alle medlemmer med betalt kontingent har stemmeret.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, hvis 2/3 af bestyrelsen eller 3/4 af medlemmerne ønsker det.
Stemmeafgivelse
Stemmeafgivelse sker ved håndsoprækning, og fuldmagt er ikke tilladt.
Forslag
Forslag til behandling skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.
Dagsorden for ordinær generalforsamling:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Godkendelse af dagsorden
4. Valg af stemmetællere
5. Bestyrelsens beretning til godkendelse
6. Godkendelse af regnskab
7. Fastsættelse af kontingent
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer
9. Diskussion af indkomne forslag
10. Eventuelt
6. Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse på 4-6 medlemmer, der konstitueres umiddelbart efter generalforsamlingen. Bestyrelsen vælger formand og næstformand. Ved stemmelighed har formandens stemme størst vægt. Alle medlemmer er på valg hvert år.
Suppleanter
Der vælges 1-2 suppleanter med taleret på bestyrelsesmøder. Suppleanten indtræder ved udmeldelse af et bestyrelsesmedlem indtil næste generalforsamling.
Møder
Ordinært bestyrelsesmøde afholdes hvert kvartal.
7. Økonomi
Foreningens aktiviteter finansieres af kontingenter samt eventuelle tilskud fra fonde, kommuner og bidrag. Regnskabsåret følger kalenderåret, og revisoren sikrer korrekt regnskabsføring. Regnskabet godkendes på generalforsamlingen.
8. Vedtægtsændringer
Vedtægter kan ændres på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Ændringer kræver 2/3 flertal blandt de fremmødte og skal fremlægges senest 7 dage før generalforsamlingen.
9. Opløsning af foreningen
Foreningen kan opløses ved flertal på mere end 2/3 af de fremmødte på to på hinanden følgende generalforsamlinger. Eventuel formue ved opløsning overføres til “Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende”.
Vedtaget på stiftende generalforsamling den 24. april 2024